CFU Projekter
Gå til mitcfu mitcfu

Familieliv

Det kan være meget forskelligt, hvilket forhold den enkelte har til det at være eller have en familie, ligesom der også er nogle, som måske ikke har en familie. Sikkert er det, at familien i dag kan have mange forskellige former og sammensætninger, og at det ikke længere kun er begrænset til at bestå af dem, man har et slægtsforhold til.

I dette kursus vil du blive introduceret til emnet via baggrundsviden og blive præsenteret for didaktikker og læremidler som du kan bruge i din undervisning.

Start med at lytte til disse to elevinterviews om familie:

Vejledning:

Start med at gennemgå nedenstående ressourcer.
Overvej og drøft herefter i lærerteamet:

  • Hvordan mener I, den professionelle voksne bør forholde sig til børns syn på familieformer?
  • Hvordan synes I, skolen bør undervise børn i familieformer og deres syn på emnet på nuværende tidspunkt? Begrund jeres svar.

Familien er en central del af elevernes hverdag og en væsentlig del af den måde, eleven forstår sig selv og andre på. I faghæftet for sundhed- og seksualundervisning og familiekundskab fremgår det, at eleverne i indskolingen skal undervises i et tema, der handler om familieliv. Ligeledes fremhæves temaet i det vejledende trinmål efter både 3. og 9. klasse:

Efter 3. klasse

Kompetence-område: Familieliv

Køn, krop og seksualitet

  • Eleven kan sammenligne familieformer. 
  • Eleven har viden om familieformer.
Efter 9. klasse

Kompetence-område: Seksuelle rettigheder

Køn, krop og seksualitet

  • Eleven kan diskutere seksuelle rettigheder i Danmark og globalt. . 
  • Eleven har viden om rettigheder relateret til krop, køn, seksualitet og familie.

Ved at lave en søgning på ordet ‘familie’ (brug søgefeltet) er det muligt at se, hvor mange steder ordet forekommer i hele dokumentet, og i hvilke kontekster det forekommer. I et lærerteam kan man til et fælles møde overveje:

  • Hvilke mål er læreren forpligtet på ift. de forskellige trinforløb – og hvilke mål er blot vejledende?
  • Hvilke hensigter kan der ligge bag trinmålene på de forskellige trinforløb? Se eks. s. 25 “Familieliv” eller under afsnittet “Elevers Alsidige udvikling” s. 37.

I offentlige rum er rigtig meget kommunikation om familien – om det så er i de daglige samtaler på klassen, i radioen eller på de sociale medier. Det er eksempelvis synligt i programmer som “Min sindssygt sunde familie”, “Aldrig for sent” og “Rugemor”, der alle er programmer, der på den ene eller anden måde sætter spotlight på familien og dens mange former og indretninger.

I TED-talken “The danger of a single story” italesætter Chimamanda Ngoz Adichie, at det er meget vigtigt, at bøger – herunder læremidler – husker at vise alle grupper i befolkningen i mange forskellige situationer og roller, fordi disse repræsentationer er med til at give læseren en forståelse af, hvilke muligheder de forskellige grupper har.

Se videoen her:

I takt med at samfundet har ændret sig, har familien gjort det samme. Fra at der har været en mere samlet forståelse af, hvad der udgør en familie, er der i dag bred enighed om, at en familie kan have mange forskellige udtryk og former. Mai Heide Ottosen skriver, at en familie kan kendes ved fire kriterier, der kan kombineres på forskellige måder:

Domestik: Gruppen har samme husholdning.
Slægtskab: Kulturelt anerkendte forbindelser mellem forældre og børn.
Retsregler: De rettigheder og forpligtelser, medlemmerne har over for hinanden.
Socialt: De opgaver og aktiviteter, familien gør i forhold til opdragelse, økonomisk, omsorg og intimitet samt socialt tilhørsforhold.

(Ottosen, 2019, s. 117)

Tidligere ansås en familie som noget, der bestod af alle fire kriterier, men i takt med samfundsændringerne har familien som social gruppe og enhed også ændret udtryk, og der er ikke nødvendigvis overlap af alle fire kriterier. Eksempelvis er det ikke usædvanligt, at børn har to bopæle, hvis mor og far er skilt, ligesom adopterede børn også er en del af familien, selvom der ikke er et biologisk bånd mellem forældre og barn. Der er heller ikke nødvendigvis samme forventning til, hvilke roller de forskellige personer skal indtage i familien. Det er muligt at finde eksempler på familiens mange former ved at se nærmere på Danmarks Statistik, der har et helt afsnit om familien.

Afsnittet kan man finde her: Husstande og Familier (Danmarks Statistik, 2021)

Faghæftet for sundhed- og seksualundervisning og familiekundskab afspejler også denne ændring. Blandt andet står der, at faget ikke længere skal uddanne eleverne til bestemte “samfundsbevarende normer omkring seksualitet og familieliv”:

“Tidligere opfattede man skolens undervisning i sundhed, seksualitet og familieliv primært ud fra et formål, der handlede om at forebygge sygdom og graviditet og om at videreføre bestemte “samfundsbevarende” normer omkring seksualitet og familieliv. I dag er det forventningen, at undervisningen ikke alene skal udvikle elevernes viden, men også deres kritiske sans, evner til individuel stillingtagen, samt deres demokratiske bevidsthed i forhold til at indgå i et samfund, hvor alle mennesker har samme rettigheder, uanset deres køn, krop, seksualitet, etnicitet og sociale baggrund. I dette perspektiv opfattes sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab som et vigtigt element i folkeskolens række af fag og emner, hvor det obligatoriske emne tilbyder et væsentligt bidrag til elevernes demokratiske dannelse.”

(UVM, 2019, s. 38)

I undervisningen vil læreren gøre brug af læremidler til at formidle undervisningens indhold. En læremiddelanalyse kan hjælpe til at undersøge, om læremidlet lever op til de krav, der er i Fælles Mål for sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, og om det lever op til den nyeste viden, der er på området.

Der findes utallige læremidler, der kan anvendes til undervisningen i hele faget sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Nogle af dem er udarbejdet, så de passer specifikt til faget, mens andre er nogle, der med en del didaktisering kan anvendes i undervisningen.

Overordnet set kan læremidler inddeles i tre overordnede kategorier:

Didaktiske læremidler er skabt til at blive brugt i undervisningen. Her er der opgaver og overvejelser over, hvordan underviseren kan sætte de forskellige dele i spil i undervisningen.

Semantiske læremidler er ikke produceret med fokus på at blive anvendt i undervisningen, men kan inddrages, hvis underviseren synes, det giver mening i forhold til undervisningens formål og mål. Det kan eksempelvis være film, musikstykker, kronikker osv. For at de kan anvendes i undervisningen, er det vigtigt, at læreren didaktiserer læremidlerne ved at udarbejde eks. opgavebeskrivelser og lignende.

Funktionelle læremidler er produceret ud fra et formål om at understøtte undervisningen. Det kan eksempelvis være en tavle, projekter eller cd-ord, der hjælper eleven til at afkode indholdet.

(Gissel, 2022)

Det er muligt at foretage en læremiddelanalyse ud fra et læremiddeltjek: Læremiddeltjek, (Læremiddeltjek, 2022)

I læremiddeltjekket står der, at et læremiddels værdi skal ses ud fra tre kriterier:

  1. Læremidlet skal have værdi for eleven: Det skal være tilgængeligt, der skal være en progression frem mod målene for elevens læring, og der skal være forskellige måder, eleverne kan nærme sig disse mål på.
  2. Læremidlet skal have værdi for læreren: Det skal give læreren mulighed for at udvikle sin praksis og støtte læreren i at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen og elevernes læring.
  3. Læremidlet skal have værdi i forhold til samfundets mål for skolen: Folkeskoleloven skal følges, Fælles Mål skal kunne opfyldes, og læremidlet skal være fagligt og pædagogisk opdateret.

 

(Læremiddeltjek, 2022)

Læremiddeltjekket rummer følgende seks parametre:

  • Tilgængelighed
  • Progression
  • Differentiering
  • Lærerstøtte
  • Sammenhæng
  • Legitimitet

(Læremiddeltjek, 2022)

Det er muligt at finde læremidler hos Sex & Samfund eller Red Barnet med videre.

Det er muligt at foretage en simpel undersøgelse af, hvordan familien præsenteres eller er repræsenteret på nettet. Aktiviteten vil ikke kunne stå alene eller give et fuldstændigt billede af, hvordan familier italesættes i samfundet. Den er altså mere tænkt som en opmærksomhed på tendenser og aktuelle samfundsdebatter i din undervisning inden for emnet.

Undersøgelsen kan gøres på følgende måde:

  1. Start med at læse kapitlet Familie og forældreskab af Mai Heide Ottosen i Sociologiens problemer – en grundbog af Blok og Laustsen, Hans Reitzels forlag (2019).
  2. Gå ind på Danmarks Statistik, og undersøg, hvordan de definerer begrebet “familie”, samt hvilke familieformer de har registreret.
    Du kan finde statistikken her: Husstande og Familier, Danmarks Statistik
  3. Søg på “familie” på Google, og klik på fanen ‘billeder’ for at se alle billeder relateret til søgningen. Overvej, hvordan begrebet familie bliver præsenteret i billederne. Hvordan bliver familien typisk skildret? Er der nogle særlige kendetegn ved billederne? Repræsenterer billederne den opdaterede faglige viden inden for feltet? Du kan evt. inddrage kriterierne domestik, slægtskab, retsregler og socialt i din refleksion.
  4. Sidst kan den ansvarlige for undervisningen overveje, hvordan en familie kan italesættes i undervisningen, og overveje, hvordan læremidler og italesættelser rummer en mangfoldighed af familieformer.

Her finder du ressourcer til temaet familieformer. Du kan bruge ressourcerne i din undervisning.

Lydfiler: